Kærligheds breve

De fleste piger har vel på et eller andet tidspunkt i deres liv, prøvet at skrive dagbog. Og ja jeg startede da jeg var omkring de 8 år. Dengang hvor man stavede De med i, i stedet for e og hvor det eneste der skulle stå noget om var DRENGE. Det var egentlig også en fordel, fordi så skal man kun stave til hans navn og lave så mange hjerter som muligt. Og jeg siger jer, det ligner Amor har hastet op ud over min dagbog!

Dengang hed han Michael og faktisk holdt han utrolig længe, taget i betragtning, at vi kun så hinanden en uge hver sommer. Men Michael han var bare min, også selv om han ikke vidste det. Han var vildt god til det der med at hoppe på trampolin og måske 4-5 år ældre end mig, så han var toppen af poppen!

Senere blev jeg lidt mere løs på tråden og skrev  utallige kærlighedsbreve, der aldrig blev sendt selvfølgelig, sammen med min kusine. Der blev kastet med store ord om hvordan vi ikke kunne leve uden dem der fra det andet køn. Allerede som 9-10 årig, havde vi fat i den lange ende. Fordi man kan ikke leve uden drenge. Så ville vi uddø.

På et tidspunkt blev det så slemt med kærligheden, at min far mente at jeg skulle tage 5 kroner pr kys, for så ville far blive en rig mand. Det gjorde han desværre ikke, fordi drenge havde drengelus og der var No Way In Hell jeg skulle i nærheden af deres snottede næser!

Pointen er den, at når man når en hvis alder, så skal man tænke sig lidt om før man leger Cassanova og skriver kærlighedsbreve. Fordi nu betyder et kærlighedsbrev ikke, jeg elsker dig indtil i morgen og man må heller ikke sende 4 forskellige ens kærligheds erklæring om ugen. Så måske skulle man købe en masse hjerte klistermærker og begynde at skrive dagbog igen.