Oh Life

Jeg er umiddelbart ikke typen der viser mine følelser og det er egentlig en egenskab jeg meget godt kan lide ved mig selv.Men når jeg så lige pludselig får lyst til at sige nogle af de ting der ligger på bunden af mit hjerte, så aner jeg ikke hvor jeg skal starte og om jeg overhovedet vil kunne stoppe igen. Anywho på grund af at jeg er som jeg er så gør jeg heller ikke så meget i det der med at græde... 

Udover for en time siden, da sad og snakkede med min "samlever" om hvor dejlig vores nye anskaffelse er, hvorefter den sætter sige op på sine bitte små bagben og tager en godt greb med sine tænder om hendes øreflip.
Jeg ved godt at det ikke er definitionen på sjov, men jeg var flad af grin! Hun begyndte at bløde og alt muligt(hun kunne også godt selv se det komiske i situationen), men jeg kunne bare slet ikke stoppe mine latterkramper eller tårene.  Jo mere man prøver at stoppe latteren, jo mere kommer man til at ligne en tomat i hovedet og oven i det får man dælemdylme også vejrtræknings problemer. Så jeg valgte bare at grine. 

Muligvis er der bare så meget fødselsdag i min mave for tiden at jeg bare bliver nødt til at lukke det ud på en eller anden måde. Gud bevare rottebid.