So He Is A Model?

Folk snakker altid om hvordan man kan ændre sin personlighed over facebook, men jeg har aldrig rigtig set nogen der har gjort det. I have now! jeg skrev tidligere om den der hedder Michael og han har nu ansøgt mig  på facebook. Han hedder ikke det samme, så jeg viste ikke hvem det var. Ærlig talt havde jeg ikke lyst til at godkende ham, 1. fordi jeg ikke viste hvem det var og 2. fordi han lignede en der ville slå mig ihjel eller noget i den stil. Men det var ham. Som jeg kender ham er han et stort smil konstant og med hånden på hjertet et af de rareste mennesker jeg har mødt. Men sådan her er han på facebook: 

Når ja også er han åbenbart også model i hans fritid... What the hell?

Nå for HELVEDE

Jeg var til en familiefest her igår, hvor jeg kom til at side overfor min vens bedstemor, der kunne lidt engelsk. Hun er en meget frisk dame, der er gift for 3 gang som 70 årig. Her er et brudstykke af vores samtale. 

Grrand-mére: you are such a fine girl, with blue eyes.

Me: thank you

Grand-mére: So did you have a boyfriend?

Me: No

Grand-mére: did you find any french boys you like?

Me: No

Grand-mére: Are you in love with a boy?

Me: No

Grand-mére: I would like to invite you to dinner on saturday where I will invite my three single grand chrildren. Maybe I can sell you one of them.

Me:....sure

Så nu ser det ud som om jeg skal på indkøb på lørdag og se om jeg kan finde mig en fransk singlefyr og gøre Grand-mére glad. Jeg havde ellers siddet ved siden af Tibo som han hedder(den ene af hendes børnebørn) og joket lidt med at jeg jo egentlig bare gerne ville have ham, men han havde jo en kæreste. Det er åbenbart sådan noget jeg gør, for ikke at skulle tage stilling til andre. Men pludselig får jeg af vide at han ikke har en kæreste, men slog op med hende for en måned siden og nu er her for at besøge mig, mens jeg er her. Heldigvis forstod han ikke:"Nå for HELVEDE"

15 år

Her er jeg så igen i La Garde. Her skal jeg være en uge. Det føles som 15 år.

Igår vågnede jeg op til en besked fra en som jeg havde set for mindre en 6 timer siden. Det føles som 15 år.

Jeg har nu været i frankrig i 28 dage. Det føles som 15 år.

                 Lige nu, lige her føles utrolig mange ting som 15 år, men lige nu og lige her og resten af livet er der ikke andet at gøre end at regne og arbejde på at dagen i morgen bliver bedre. Og muligvis er der en lille bitte chance for at jeg får dig at se igen. Hvis jeg gør, vil minutter føles som sekundter.

MAYDAY

Jeg har kraftædme puttet min mobil i vaskemaskinen... Jeg var i fuld gang med at lede efter den, da jeg lige pludselig kan høre noget der rumstere i vaskemaskinen. Noget der ikke kunne være sengetøj... Så alt hvad jeg kunne gøre var at vente 2 timer på at den blev færdig, altimens min mobil blev slået mere og mere til plukfisk. WHAT DO I DO?

Men men men

Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg tiltrækker åbenbart musikere. Jeg har fået en vennekreds som udelukkende består af musikere og kreative mennesker. Der er en forfatter/lærer, to musikere, en fotograf/designer og to biologer der gå meget op i musik.

De er ældre end mig, så de har oplevet mere end hvad jeg kan prale med.  Det resultere så også i at de forlanger mere af mig. Normalt plejer det at kunne tilfredsstille folk, at sige at jeg studere, har et arbejde OG at jeg arbejder frivilligt. Men ikke her. Alt det der burde give mig plusser giver lige pludselig minus. De mener at hvis man arbejder for nogen, så er man en slags slave, fordi du ikke behøver at tage stilling til det du gør, det har du din chef til. Hvis jeg arbejder frivilligt, så er jeg god til at tage mig af andre og ikke mig selv. This is very difficult.

Så her står jeg og ved lige pludselig ikke hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Og oven i hatten siger de at der ikke findes rigtigt og forkert. Det ved jeg nu godt, men det er bare rart at have et holdepunkt når man er ude på dybt vand. Så nu er mit holdepunkt at jeg gerne vil være fri og jeg gerne vil tage mine egne valg. MEN men men DET KAN JEG FANDME IKKE ENGANG! Hvad vil jeg så være fri fra? og man kan aldrig tage beslutninger alene fordi man bliver påvirket af samfundet hele tiden som ændre ens tankegang... Fuck this shit

FUCKING SHIT

Som sagt modarbejder min mobil mig på det groveste og jeg aner ikke hvad jeg har gjort galt. Måske kan den ikke lide mig efter jeg lånte den ud til Frederik(på fransk selvfølgelig) Men i hvertfald spiller den tøsefornærmet og vil ikke få signal. 

I går skulle jeg jo have været ude i en park med nogle venner jeg har fået hernede. De er faktisk en del ældre end mig, men de er rigtig søde og meget kunstneriske alle sammen. Men jeg kom ikke afsted fordi jeg ikke fik smsen om det ændret sted. Det tænkte jeg var fint nok, fordi jeg jo allerede hade været sammen med dem i to dage i træk så de trænger nok til en pause.

Så igår aftes skrev Anthony til mig over facebook og hørte om jeg ville med på stranden i dag, men det kunne jeg ikke, fordi jeg havde en anden aftale og jeg er ikke helt sikker på om Anthony´s kæreste hader mig eller sådan noget.

Men i dag vågner jeg op til tusind smser:

1: fra Amalie:)
2: Fra Michael det ville invitere mig på date igår.
3:  Fra Anthony der vil spørge hvor jeg bliver af
4: Fra Caroline der igen spørger hvor jeg bliver af
5: Fra en fyr jeg mødte til en fest der spørger hvor jeg bliver af og han havde glædet sig til at møde mig
6: Fra Elizabeth(Anthony`s girlfriend) der spørger om jeg er okay. Så vil hun sige at Frederik har inviteret mig til en koncert om aftenen. OG at det tager på stranden og I HAVE TO COME. Altså hun hader mig ikke.
7: Fra Luis der siger at han bliver nødt til at aflyse i dag fordi han har fået tilbudet om at komme til Paris.

Alt dette kogt sammen = alt for mange tilbud men ender med at side alene to dage i træk på grund af en telefon med prinsesse følelser.... Fuck my life.

A day of nothing

Nogen dage er travle dage og nogle dage er afslapnings dage. I dag har været en afslapnings dag uden tvivl. Jeg har overhovedet ikke lavet noget som helst konstruktivt, men alligevel kunne jeg slet ikke have undværet dagen i dag.

Jeg havde egentlig en aftale med nogle venner om at vi skulle i parken og de ville skrive til mig hvor vi skulle mødes, men fordi min mobil selvfølgelig vælger at gå i spasser og ikke have noget netværk, så kom jeg ikke afsted. Det er okay, fordi min hjerne er stadig lidt toasted efter dagen igår der stod på 6 timers uafbrudt samtale men en lærer og 6 timers druk, hvor jeg blev ved med at svare på de samme spørgsmål om hvor jeg kom fra osv.

Så nu sidder jeg her i min lejlighed(jeg burde gøre ren) og læser i den bog jeg fik igår af Frederik(udtale på fransk) og nyder at jeg ikke behøver at prøve på at have en samtale bare én dag. Nogen gange kan tiden hernede godt følelses som en lang kamp om anerkendelse, men for det meste er det min lille del af himlen.